En orangutang på Borneo med en banan

Orangutang


Om orangutanger

Orangutang betyder "skovmenneske", hvilket er meget passende, da orangutangen er en menneskeabe, i stil med chimpanser og gorillaer. 

Orangutangen lever kun i Sydøstasien, i regnskoven på de to øer Sumatra og Borneo. Den trives bedst højt oppe i træerne, men da den er meget tung, springer den ikke rundt mellem træerne som andre aber. Den gynger i stedet mellem træerne, ved at bruge sin vægt til at bøje grenen den sidder på.

Orangutangen er et meget intelligent dyr, og især kendetegnet ved brugen af redskaber og opfindelser. Eksempelvis kan orangutangen bruge en pind til at fiske insekter ud af deres rede, eller bruge et blad som serviet til at tørre sig om munden.

De forskellige arter

Der findes flere arter af orangutanger. Mange snakker om to arter, nemlig arten der lever på Sumatra og arten der lever på Borneo. I 2017 blev en tredje art dog anerkendt, nemlig Tapanuli orangutangen. Denne lever også på øen Sumatra, og minder meget om de andre orangutanger fra Sumatra, dog er deres hoveder en smule mindre, samt mere brede og flade.

Orangutangen er kritisk truet

Orangutangen er kritisk truet og i fortsat tilbagegang. Den massive fældning af verdens regnskove betyder, at orangutangen mister sine naturlige levesteder.
Et andet stort problem er, at ungerne bliver fanget og solgt som kæledyr, mens moren typisk bliver skudt, når den forsøger at beskytte sin unge.